I deontologisk etik er det afgørende for, at en handling er moralsk rigtig, at den overholder en regel eller en norm. Det kunne for eksempel være reglen, at det er moralsk forkert at lyve. Som sådan står deontologisk etik i modsætning til konsekventialistisk etik, hvor en handlings moralske værdi afgøres af handlingens gode eller dårlige konsekvenser. For en konsekventialist vil det altså ikke nødvendigvis være forkert at lyve. Det bestemmes af løgnens gode og dårlige konsekvenser.
                      To grundlæggende typer af deontologisk etik adskiller ved at fokusere på enten den, der handler (agent), og den, der påvirkes af en handling (patient). I de teorier, der fokuserer på agenten, vil man opstille regler for, hvad der er moralsk påkrævet at gøre (fx at hjælpe mennesker i nød), og hvad der er moralsk tilladeligt at gøre (fx at prioritere at hjælpe familiemedlemmer fremfor fremmede). En del af disse teorier vil alene have fokus på, hvad der er menneskets moralske pligt. De kaldes med en samlebetegnelse for pligtetik. I de deontologiske teorier, der fokuserer på patienten, vil man begrunde menneskers moralske rettigheder. Disse teorier kaldes derfor også ofte rettighedsetik.
                      Pligter og rettigheder er naturligvis forbundne. Hvis vi har en pligt til ikke at stjæle fra andre, så begrunder det en form for ejendomsret. Omvendt, hvis har en ret til livet, så implicerer det en pligt til ikke at slå ihjel. I det følgende behandler vi to prominente eksempler på pligtetikker.

 

KANTS PLIGTETIK
Hypotetiske og kategoriske imperativer
Den tyske filosof Immanuel Kant skelner grundlæggende mellem to former for imperativer, dvs. påbud eller regler for menneskelig handlen. Hypotetiske imperativer er påbud, der er betingede af, at man har nogle personlige ønsker og interesser. Fx ”Hvis du vil være ren, tag et bad”. Kategoriske imperativer er påbud, der er ubetingede af, hvem man er, dvs. uafhængige af ens personlige ønsker, interesser og dispositioner, ens krop, psyke eller historie. Ifølge Kant må etiske påbud og regler være kategoriske. Et påbud om ikke at slå ihjel kan ikke være afhængig af ens personlige ønske.

For Kant følger der alene fra denne forståelse af imperativer et fundamentalt etisk princip. Lad os forestille os, at vi skal formulere en etisk regel, dvs. et kategorisk imperativ. Reglen ville skulle gælde uanset hvem man er. Det betyder, at vi kan formulere det uden at vide noget om mennesker – vi kan formulere det a priori. Hvilken etisk regel, der skal være uafhængig af menneskers krop, psyke og historie, ville man formulere alene ud fra en udfoldelse af fornuft? Man ville naturligvis formulere en regel, som man ville kunne acceptere, kom til at gælde som en almen regel. Hvis den etiske regel ikke kan gøres afhængig af særlige træk ved mennesker – krop, psyke eller historie – så må man formulere en regel, som man kan acceptere, kommer til at gælde for alle. Vi har altså nu et overordnet princip for at formulere etiske regler: Princippet er, at etiske regler (kategoriske imperativer) skal kunne gælde som almene regler (love). 

 

Det kategoriske imperativ: Universalisérbarhed
Kant sammenfatter denne indsigt i det, han kalder Det kategoriske imperativ:

”Handl kun ifølge den maksime (regel) om hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov.”

Det Kategoriske Imperativ siger ikke noget om, hvad der er etisk set rigtig eller forkert at gøre. Det er lige præcist et princip, som kan bruges til at udlede konkrete etiske regler. Kant giver selv eksemplet med en person, der mangler penge, men kan låne dem af en ven, hvis han afgiver et løfte om at betale dem tilbage. Personen ved, at han ikke kan betale pengene tilbage. Personen overvejer altså at handle på følgende regel (maksime): ”Skaf dine penge ved at afgive et falsk løfte om at betale pengene tilbage”. Kan personen på en og samme tid ville handle efter denne regel og ville den som almen lov? Hvis mennesker handlede efter denne regel, ville tilliden til løfter forsvinde, og man ville ophøre med at låne penge ud. Ifølge Kant viser dette, at der opstår en selvmodsigelse i tanken, hvis man vil handle på reglen og samtidig ville den som almen lov. Selvmodsigelsen består i, at når man tænker reglen om at afgive falske løfter for at låne penge som almen lov, så viser det sig, at man ikke vil kunne opnå det egentlige mål med at handle efter reglen, nemlig at skaffe sig penge. Institutionen at låne penge kollapser. Svaret er altså, at man ikke på en og samme tid vil kunne handle på reglen og ville den som almen lov. Og hvis man ikke kan det, så foreskriver Det Kategoriske Imperativ, at man ikke handler på en sådan regel, dvs. man må ikke afgive falske løfter for at opnå. Fra Det Kategoriske Imperativ har vi altså udledt en absolut negativ pligt, dvs. noget man ikke må gøre uanset omstændighederne.
                      Bemærk, at Kants eget eksempel kan generaliseres. Det viser faktisk, at vi har en negativ pligt til at undgå at handle på måder, der indebærer løgn og bedrag. Både løgnen og bedraget har tilliden som forudsætning. Tænker man løgnen og bedraget som almen lov, så vil det være en verden med begrænset tillid – og her opstår selvmodsigelsen i tanken igen. 

 

Det Kategoriske Imperativ: Ikke-instrumentalisering

Kant giver flere formuleringer af Det Kategoriske Imperativ. Mest berømt er formuleringen:

“Handl således, at du altid tillige behandler menneskeheden, såvel i din egen person som i enhver andens person, som mål, aldrig blot som middel”

I denne formulering er indeholdt et krav om, at vores handlinger ikke reducerer andre mennesker alene til et middel. Hvad vil det sige? Ifølge Kant reducerer vi mennesker til alene at være et middel for vores egne mål, når vi ikke giver dem mulighed for at dele handlingens formål. Ikke overraskende sker det i tilfældet med at afgive et falsk løfte om at tilbagebetale et lån. Den mulige långiver behandles alene som et middel, fordi denne ikke får muligheden for at dele handlingens formål. Vi ville sige, at långiveren ikke får mulighed for at give samtykke. Hvis en handling indebærer, at et andet menneske reduceres til alene at være et middel, betyder det også her, at man har en absolut negativ pligt til at afstå fra denne handling.
                             Bemærk, at denne formulering af Det Kategoriske Imperativ i realiteten begrunder forbud mod enhver form bedrag eller tvang, herunder også vold, tyveri, mord.

 

Positive Pligter
Fra Det Kategoriske Imperativ har vi hidtil kun udledt absolutte, negative pligter. Kant mener imidlertid også, at mennesker har positive pligter til for eksempel at hjælpe andre og vise taknemmelighed. De positive pligter er dog – modsat de negative pligter – ufuldkomne. Hvor pligten til ikke at lyve er en fuldkommen pligt ved præcist at diktere, hvad man ikke må gøre, så er pligten til at vise taknemmelighed ufuldkommen, fordi den ikke specificerer, hvad og hvor meget, der skal gøres. Kant mente, at positive pligter også kan udledes fra Det Kategoriske Imperativ, men altså kun som ufuldkomne pligter.

 

At handle ud af pligt
Fra Det Kategoriske Imperativ i dets forskellige formuleringer følger en række pligter. Ved at handle i overensstemmelse med disse pligter handler vi i en vis forstand rigtigt. For Kant stopper det moralske krav imidlertid ikke her. Vi har således pligt til at stræbe efter at handle ud af pligt, dvs. at gøre pligten, præcis fordi vi har indset, at det er vores pligt – fordi vi ved fornuftens brug har udledt vores pligt af Det Kategoriske Imperativ. Når vi handler i overensstemmelse med pligt af frygt for konsekvenser eller på grund af andre motiver, opfylder vi altså helt grundlæggende ikke moralens fulde krav. På denne måde gør Kant i realiteten intentionerne bag handlinger essentielle for, at disse kan siges at have moralsk værdi.

 

Konflikter mellem pligter og moralsk motivation
Kants etik er blevet mødt af forskellige indvendinger, hvoraf to skal fremhæves her.
                      Ifølge den første kritik, implicerer Kants etik uløselige konflikter mellem pligter. Et moderne eksempel på dette er kendt som ”Trolley-problemet”. Forestil dig et løbsk tog, der har retning mod en forgrening i sporet. Længere fremme ligger fem personer på det ene spor. På det andet ligger en enkelt. Du står ved skiftesporet, og kan bestemme, hvilket spor toget fortsætter ad. Hvad er det moralsk rigtige valg i denne situation? Kant har et problem med at svare på dette spørgsmål. Uanset hvilket spor man vælger, vil man have reduceret nogle til et middel for at redde andre, fordi man ikke givet de relevante personer muligheden for at tilslutte sig ens formål. I Kants tænkning ligger der derfor ikke nogen mulighed for at afveje pligten til ikke at ofre den ene person, mod pligten til ikke at ofre de fem personer. Begge dele vil være absolut forkert. Bemærk, at Kants problem er dobbelt. Det er et problem, at pligtetikken ikke er handlingsvejledende i dilemmasituationer som denne, men det er et særligt alvorligt problem, fordi de fleste mennesker givetvis har en moralsk intuition om, at man bør tilstræbe at redde flest mulige personer. Lige præcis i situationer som denne forekommer konsekventialisme – hvor en handlings moralske afgøres af dens konsekvenser – altså at være den mest troværdige.
                      For det andet, er Kants pligtetik blevet kritiseret for, at det at handle på pligter ikke indfanger alle aspekter af moralsk rigtig motivation. Forestil dig, at du ligger på sygehuset og er ved at komme dig efter længere tids sygdom. Du får ofte besøg af en ven med navnet Smith. Du sætter stor pris på disse besøg og giver udtryk for din glæde. Smith svarer, at han altid forsøger at gøre sin pligt. Som samtalen udvikler sig, bliver du overbevist om, at han rent faktisk mener det. Han er ikke kommet på grund af dig, og han er ikke kommet på grund af jeres venskab. Han er kommet på grund af sin overbevisning om, at det er hans pligt. Det synes som om, at Smiths motivation for at besøge dig mangler noget essentielt for at være moralsk rigtig. Den moralsk rigtige motivation ville også inkludere, at man kommer for den andens skyld og for venskabets skyld. For Kant er det imidlertid alene afgørende, at man er motiveret af pligten.

 

ROSS’ PLIGTETIK
Prima facie pligter og egentlig pligt
Kants problemer adresseres af den britiske filosof William David Ross. For Ross er det således indlysende, at en handlings konsekvenser har betydning for, om handlingen er moralsk rigtig eller forkert. Han giver et simpelt eksempel på dette. Forestil dig, at du har lavet en triviel aftale med en ven om at mødes. På vejen mod din ven opstår muligheden for at forhindre et trafikuheld eller hjælpe ofrene for et sådant. Ross konkluderer, at det i denne situation må være rigtigt at bryde løftet og forhindre en ulykke eller hjælpe ofrene. Eksemplet illustrerer flere væsentlige forhold. For det første, at en handlings konsekvenser har betydning for dens moralske status. Konsekvenserne af at forhindre en ulykke eller hjælpe ofre har betydning, om det vil være moralsk rigtigt eller forkert at bryde løftet. For det andet, viser eksemplet at også løftet har moralsk betydning. Vi afvejer løftet mod konsekvenser. Ganske vist vejer det ikke tungt i denne situation, men i vores moralske praksis tillægges det at holde løfter en moralsk værdi. Ross giver et andet simpelt argument for dette. Overvej to handlinger A og B, hvor A indebærer at holde et løfte og producere 1000 enheder af lykke, og B indebærer at bryde løftet og hjælpe en fremmed, hvilket giver 1001 enheder af lykke. Ifølge Ross er det åbenlyst, at det ville være forkert at bryde et løfte for en sådan marginal gevinst. Det at bryde løftet kan altså vægte tungere end konsekvenserne heraf. For det tredje, viser eksemplet med aftalen og ulykken, at pligter ikke er absolutte. De kan komme i konflikt, og så skal de afvejes mod hinanden.
                      Ross generelle synspunkt er, at etiske pligter grundlæggende har en prima facie karakter: De siger noget om, hvad der har etisk værdi i en given situation, men de dikterer ikke, hvad der er rigtig at gøre. I en konkret situation, må de forskellige prima facie pligter afvejes mod hinanden. Denne afvejning leder frem til den egentlige pligt – det man bør gøre alt taget i betragtning. 

 

Et katalog af pligter
For at finde den egentlige pligt i en situation får man brug for at kunne specificere alle relevante prima facie pligter. Ross opregner syv forskellige pligter, nemlig 1) pligten til at holde vore løfter, 2) pligten til at kompensere andre for skader, man har forvoldt, 3) pligten til at gengælde tidligere godhed mod os, 4) pligten til selvforbedring både moralsk og intellektuelt, 5) pligt til at øge andres dyd, viden eller nydelse, 6) pligten til ikke at gøre skade på andre, og 7) pligten til at sørge et retfærdigt forhold mellem en persons nydelse og fortjeneste. Den femte pligt er den konsekventialistiske pligt, dvs. pligten til at tage handlingers konsekvenser i betragtning. Ross prioriterer ikke rækken af pligter, men argumenterer dog for, at pligten til ikke at gøre skade på andre, vejer tungere end hver af de andre pligter, herunder specifikt den konsekventialistiske pligt. Listen skal heller ikke ses som udtømmende. Ross insisterede vedholdende på, at det blot var de prima facie pligter, han kunne erkende. Det var og er således muligt, at andre mennesker intuitivt kan erkende andre prima facie pligter.
                             Selv med en fuldstændig liste over prima facie pligter står Ross imidlertid med en udfordring. I en prima facie pligtetik mangler vi en afgørelsesprocedure, dvs. en procedure til at afveje pligterne mod hinanden og afgøre, hvad den egentlige pligt er. Vi mangler kort sagt Ross’ svar på Det Kategoriske Imperativ, der netop giver os en måde, at afgøre, hvad der er den rigtige handling. Ross efterlader os med et mere utilfredsstillende svar: Den egentlige pligt – og i sidste ende den etisk set rigtige handling – er den, som den sandt moralsk vise ville foretage. Den er et udtryk for udøvelsen af etisk dømmekraft. 

 

At handle i overensstemmelse med pligt
Det er værd at bemærke, at Ross også gør op med Kants forestilling om, at det er et moralsk krav at handle ud af pligt. Ross mener, at dette krav hviler på en fejlagtig forestilling om, at vi selv kan vælge motivet for vores handlinger. Denne forudsætning er imidlertid ikke opfyldt i det praktiske liv. Vores motiver vil variere fra situation til situation, og derfor er det ikke rimeligt at stille krav om, at vi handler ud af pligt.