Hvad er dyreetik?
Dyreetik er den del af etikken, der handler om menneskets moralske forhold til dyr. Traditionelt set har etik primært fokuseret udelukkende på mennesker og forhold mellem mennesker. Det er det, som vi kalder en antropocentrisk tilgang. Her er det kun mennesket – eller i hvert fald primært mennesket – der anses som egentligt værdifuldt i sig selv og/eller etisk relevant. Dyreetikken udfordrer denne indstilling ved at spørge om, hvad det er for karakteristika, der gør noget etisk relevant – og så pege på, at disse også gør sig gældende for dyr og vores relationer til dyr. Med andre ord ønsker dyreetikken, at vi skal gentænke spørgsmålet: Hvem eller hvad gælder etikken for? Og svarer så selv: Flere/mere end du tror.

Dyreetik dækker over en række vigtige spørgsmål. For det første det ovennævnte spørgsmål om det, som kaldes det etiske subjekt. Hvilke dyr skal regnes som etisk relevante? Gælder det alle dyr eller kun nogle arter? For nogen mennesker er det f.eks. intuitivt oplagt at mene, at en hund har en eller anden form for etisk relevans. Men samme person ville tøve, hvis vi spurgte ind til den etiske relevans af en bi. Og hvis en hund har etisk relevans, er det så samme relevans - samme status eller niveau – som et andre dyr (inklusive mennesket)? Det andet spørgsmål retter sig mod den etiske fordring. Altså, hvis vi anerkender i hvert fald nogle dyr som etisk relevante, hvilke principper eller tilgange skal så lede vores handlinger? Skal vi fokusere på konsekvenser (f.eks. dyr’s velfærd), eller på fundamentale rettigheder (f.eks. frihed), eller skal vi lære at forholde os til dem på nye måde igennem ny tænkning og det, som med et lidt gammelt ord kaldes dyder. Uanset svaret så leder det os frem til det tredje spørgsmål. Hvordan bør vi behandle dyr i praksis i forskellige sammenhænge? Hvad er etisk acceptabelt, og hvad er etisk problematisk i de mange konkrete sammenhænge, hvor vi har med dyr at gøre? Hvad skal vi gøre med husdyr i landbruget, kæledyr i hjemmet, forsøgsdyr i laboratorier eller vilde dyr i naturen?

Dyreetik som nutidig og selvstændigt fagfelt opstod først for alvor i 1970’erne. Det har dog altid været et emne i filosofien, og de første etiske overvejelser over dyr er da også fra den tidlige græske filosofi i 300-tallet f.v.t. I den tidlige del af den moderne filosofi var der også en del fokus på emnet. For eksempel den unge danske filosof, Frederik Christian Eilschov, der i 1747 argumenterede for en dyreetik, som førte til et forsvar for vegetarianisme. Men det var med den australske filosof Peter Singers banebrydende bog Animal Liberation (1975) at dyreetikken fik sit startskud i dens nuværende form. Siden er spørgsmål om dyrevelfærd og -rettigheder rykket ind både i filosofien og i samfundsdebatten. Dyreetik omfatter således både teoretiske overvejelser – om moralsk status, værdier og principper – og anvendt etik i forhold til aktuelle emner som f.eks. industrielle landbrugsdyr, dyreforsøg, jagt, kæledyrshold, underholdning med dyr osv. Grundspørgsmålet er altid, hvilke forpligtelser mennesker har over for dyr, og hvad der kendetegner en etisk forsvarlig behandling af dyr.

Vigtige navne og retninger i dyreetik
Jeremy Bentham (1748–1832) – En tidlig filosofisk stemme for dyreetik. Bentham, som var utilitarist, argumenterede allerede i slutningen af 1700-tallet for, at evnen til at lide måtte være det afgørende kriterium for moralsk hensyn. Han er særligt berømt for at påpege, at “spørgsmålet er ikke: Kan de (dyrene) tænke? eller: Kan de tale? men: Kan de lide?”. Med dette fremhævede Bentham, at dyr fortjener beskyttelse netop fordi de er sansende væsener, der kan føle smerte og glæde. Bentham var ikke unik i forhold til, at han beskæftigede sig med dyr som filosofisk emne, men han var, i modsætning til f.eks. Eilschov, en meget kendt og anerkendt filosof, og hans stemme blev derfor signifikant på området.

Peter Singer (1946–) – Australsk filosof og måske den mest kendte skikkelse i moderne dyreetik. Singer er utilitarist og inspireret af Bentham. Han argumenterer for lige hensyn til dyrs interesser på linje med menneskers interesser. I Animal Liberation brugte han begrebet “speciesisme” (artsisme/arts-diskrimination) som en kritik af det til det faktum, at vi tilsyneladende uden refleksion lader hensynet til vores egen art veje tungere end hensynet til andre arter. Bare fordi. Det er en skævhed han sammenligner med racisme og sexisme. Det er en negativ skelnen ud fra irrelevante kriterier. Ifølge Singer bør et væsens evne til at lide eller føle velbehag være afgørende for dets moralske status. I praksis betyder Singer’s nyttekalkule, at mange former for udnyttelse af dyr (f.eks. i landbruget eller underholdning) er forkerte, fordi de påfører dyrene mere lidelse, end hvad der kan retfærdiggøres af menneskers (eller andre dyrs) nydelse eller interesser.

Tom Regan (1938–2017) – Amerikansk filosof, hovedfigur inden for rettighedsetik for dyr. Regan responderede på Singers dyreetik. Ikke fordi han mente, at Singers konklusioner i det store hele var forkerte. Han mente dog, at nogle af dem var forkerte, og at Singers argumentation for konklusionerne var problematiske. Regan mente, at visse dyr – især dem med et rigt mentalt liv og individuelle præferencer – har iboende værdi ligesom mennesker og derfor ufravigelige rettigheder. Inspireret af Immanuel Kant flyttede han fokus fra konsekvenser til individet. Dyr er ikke blot midler til andres mål, men et mål i sig selv. Regan kritiserede derfor utilitarismen for kun at “tælle interesser” uden at beskytte individet. Han brugte analogien, at selv hvis man behandler slavers og slaveejeres interesser lige, kan slaveriet fortsætte – “det er fejlagtigt og moralsk grotesk at hævde, at før vi kan afgøre om menneskelige slaver skal frigives, skal vi først optælle alles interesser, både slavernes og slaveejernes”. Dermed pointerede Regan, at nogle handlinger mod individer (mennesker som dyr) er principielt forkerte, uanset om det gavner flertallet. I sin bog The Case for Animal Rights (1983) argumenterede han for, at dyr besidder fundamentale rettigheder. Det er ikke nødvendigvis borgerrettigheder som retten til at måtte forsamles eller religionsfrihed. Men de mest basale former for rettigheder er der ingen grunde til – alt andet lige – at nægte (mange) dyr. Det er f.eks. retten til liv og frihed, hvilket rationelt set bør ført til, at vi afskaffer institutioner som fabrikslandbrug og dyreforsøg, der krænker disse rettigheder frem for blot at reformere dem.

Rosalind Hursthouse (1943–) – Britisk filosof, der har anvendt dydsetikken på menneskers behandling af dyr. Hursthouses tilgang fokuserer ikke primært på konsekvensberegninger eller rettighedsregler, men kigger så at sige indad på de karaktertræk (dyder), som vi udfolder og bør udfolde, når vi har med dyr at gøre. Hun argumenterer for, at dyder så som medfølelse, barmhjertighed, mådeholdenhed, retfærdighed og ærlighed spiller en central rolle, hvis vi skal agere etisk overfor dyr. En dydsetiker vil spørge: Hvad ville et medfølende eller ansvarligt menneske gøre i denne situation med dette dyr? Hursthouse påpeger, at vi gennem vores kost og livsstil har andel i en enorm mængde dyrelidelse. Sådan en ureflekteret medvirken til andres lidelse vidner om dårlige karaktertræk, og det at bevidst ignorerer dette er i sig selv et dårligt karaktertræk (en last/vice). Dyderne er noget, som vi kommer frem til at have gennem øvelse. Vi skal med vilje øve os i medfølelse med dyrs lidelser, mådehold i vores forbrug, ærlighed omkring hvor maden kommer fra osv. Dydsetikken kritiseres nogle gange for ikke at give tilstrækkeligt éntydige regler og handlingsvejledninger for, hvad der er rigtigt eller forkert etisk set. Ifølge Hursthouse er uklarhed dog en uomgængelige del af etikken, og hun mener, at det er en styrke, at dydsetikken giver retning for vores handlinger over for dyr, om end konkrete beslutninger altid må afhænge af situationen og praktiske fornuft (fronesis) i hver enkelt konkret kontekst.