Etisk dømmekraft - Phronesis (moralsk indsigt) og Akrasi (viljesvaghed)
De to begreber phrónesis og akrasí(a) stammer direkte fra Aristoteles’ etik. De indgår derfor i det, der er grundlaget for al senere, vestlig etisk tænkning: den antikke etik. Den blev først artikuleret af Sokrates (ca. 469-399 f.Kr.) hos hans elev, Platon (ca. 427-347 f.Kr.). Her fokuserer vi dog på dens fuldendelse hos Platons elev, Aristoteles (384-322 f.Kr.). I det følgende skal vi se, hvordan den antikke etik danner grundlaget for en række senere etiske problemstillinger: pligtetik, konsekventialisme, retfærdighed og lighed. Den moderne dydsetik nedstammer direkte fra Aristoteles. Den antikke etik er for så vidt en humanistisk etik, men den videreføres også direkte i kristen etik.

 

Antik etik (lykkeetik)
Aristoteles tog udgangspunkt i begrebet det gode. Hvad er det gode for et men­neske i alle livets situationer? Han svarede, at det gode er lig med lykke. Er det så ikke et direkte udtryk for konsekventialisme: at det er selve målet for alle handlinger, inkl. de etiske, altså lykken, det kommer an på? Både jo og nej. Målet er rigtignok lykken, men lykken er ikke en selv­stændig tilstand eller følelse, der kan produceres af menneskers forskellige handlinger. Lykken er noget andet: at alle de enkelte handlinger, et menneske gør, hver især når deres mål. Når det sker, foreligger det samlede, overordnede mål: lykken. Så er der ikke længere nogen mangler, der kunne lede til yderligere handling.
                      På det specielt etiske område gjorde Aristoteles desuden meget ud af at vise, at moralsk gode handlinger har deres mål i sig selv, modsat handlinger, der producerer et eller andet. De første hedder práxeis, de sidste poiéseis. Med den sondring nærmer Aristoteles’ etik sig til en pligtetik, selv om den altså fortsat også er en lykkeetik. Lykken består (bl.a.) i at gøre de handlinger, der afspejler de forskellige dyder (jf. dydsetik), og disse handlinger har alle deres mål i sig selv. De gøres, fordi de skal gøres (pligten), men udgør dermed også (sammen med andre ting) lykken.
                      Hvad dyderne angår, er der en vis variation. Hos Platon var der grundlæggende fire: vis­dom, tapperhed, mådehold og retfærdighed. Aristoteles udvidede listen noget og omdøbte ’visdom’ til ’indsigt’ (phrónesis). De lidt senere stoikere, der fulgte umiddelbart efter Aristo­teles (omkring 300 f.Kr.), holdt sig til Platons liste, men insisterede også på, at de alle fire fundamentalt set er rettet mod andre mennesker. Dermed kommer den antikke etik i snæver berøring med retfærdighed og lighed. Og det er også på dette punkt, at den antikke, ’huma­nistiske’ etik kommer i nærkontakt med den kristne etik hos apostlen Paulus (1. årh. e.Kr.). Han siger fx dette: ’Tænk ikke hver især på jeres egen gavn, men lige præcis på de andres.’ Noget tilsvarende udgør lykken hos stoikerne.

 

Antik moralpsykologi
For at forstå dyden phrónesis hos Aristoteles må man forstå hans ’moralpsykologi’, dvs. de mentale evner, som finder udtryk i dyderne, først og fremmest ’fornuft’ og ’begær’.

Af de fire dyder, Aristoteles overtog fra Platon, er den først en ’fornuftsdyd’, hvorimod de tre sidste er ’etiske’ dyder, dvs. karakterdyder. De afspejler hver især en bestemt struktur i begæret og rummer ikke på forhånd noget særligt bidrag af fornuft. De findes nemlig i tre udgaver.

1) En ’naturlig’ dyd er en medfødt struktur af begæret, som man fx finder hos børn. Et eksempel er naturlig tapperhed. Den rummer nok et vist kognitivt element: Barnet må kunne se, hvad man skal gøre for at være tapper. Men det stammer fra en umiddelbar sansning eller intuition og har ikke noget for­nuftselement i sig.

2) Så er der den ’fuldstændige’ dyd. Den kommer til at foreligge ved tilvænning, som er et nøglebegreb hos Aristoteles. Når man igen og igen (ofte hjulpet af andre) foretager tapre hand­linger, kommer man gradvis til at have den grundholdning (Aristoteles kalder den en héxis), som betyder, at man uvægerligt handler tappert: Man både ved, hvad der skal gøres, og vil gøre det – og ikke andet. Her afspejler viljen den relevante struktur (héxis) af begæret, hvorimod indsigten (i ’man ved’) afspejler den relevante struktur af fornuften, som også er blevet dannet gennem den tilvænning, der har fundet sted.

3) Denne struktur af fornuften er derfor en fornuftsdyd. Og det er netop den, der hedder phrónesis, nr. 1 i listen over dyderne. Det er denne dyd, som rummer ’etisk dømmekraft’, da den ved til­væn­ning og erfaring er blevet til som en slags overbygning over de andre dyder (karakterdyderne). I sin gennemgang af de sidste taler Aristoteles hele tiden om, at den, der har en sådan dyd i dens ’fuldstændige’ udgave, altid handler ’på det rigtige tidspunkt, med de rigtige genstande, over for de rigtige mennesker, med det rigtige motiv og på den rigtige måde’. Ansvarlig for dette er fornuftsdyden phrónesis. Han siger også, at ’det er muligt at tage fejl på mange forskellige måder, men at handle rigtigt er kun muligt på én måde’. Hertil kræves den fuldstæn­dige, tilvænnede dyd, som i sig selv er en héxis af begæret, men som altså også rummer for­nuftsdyden phrónesis.

Der er altså tre sammenhængende dyder dér, hvor tingene går godt: den naturlige dyd (uden phrónesis), den fuldstændige dyd (med phrónesis) og phrónesis’en taget for sig selv.

På en lidt anden led er der også tre forskellige begærs- og fornuftstilstande i forbindelse med en hvilken som helst ’fuldstændig’ karakterdyd.

a) Der er for det første den ’fuldstændige’ dyd, vi lige har set på. Her foreligger der en héxis (holdning) af begæret, inkl. phrónesis, som sikrer, at den dydige altid vil (og ser) og derfor gør det rigtige.

b) Men så er der også en noget svagere form for ’dyd’ (og altså ikke en helt rigtig dyd), hvor personen sådan set besidder den moralske indsigt (phrónesis), men hvor personens begær endnu ikke er blevet til en fuldstændig héxis. Denne situation findes i to udgaver.

b.1) Hvis personens héxis er blevet tilstrækkeligt stærk (ved tilvænning) til, at personen vil det rigtige i så høj grad, at personen faktisk også gør det trods umiddelbar lyst til noget andet, foreligger der viljestyrke (enkráteia, enkrati).

b.2) Hvis personens héxis derimod ikke er blevet tilstrækkelig stærk, foreligger der vilje­svaghed (akrasía, akrasi). Her er samspillet mellem fornuft og begær dette. På den ene side gælder det, at den viljesvage sådan set godt ved, hvad personen skal gøre. På den anden side er begærs-héxis’en ikke stærk nok til at fastholde det indre blik på, hvad man egentlig godt ved. Det er snarere, siger Aristoteles, som når en fuld mand reciterer vers af Empedokles.

 

Opdragelse og dannelse
I den antikke etik spillede opdragelse og dannelse en central rolle. Hos Aristoteles, hvor til­troen til fornuftens egen kraft var forholdsvis beskeden, understreges derfor betydningen af statens love med henblik på at opdrage mennesker til at have den rette héxis af begæret.
                      I det hele taget er netop betydningen af opdragelse og dannelse en af de vigtigste indsigter fra antikken til os. Ved at blive hjulpet af vores forældre, af skolen og af staten og ved i kunst­en at få forfinet vores sans for de mange forskellige aspekter af en etisk situation kan vi menne­sker nå frem til både at se, ville og gøre det etisk rigtige.

 

For og imod
Hvorfor er dette en attraktiv måde at tænke etik på? Først og fremmest, fordi den viser den centrale, etiske betydning af opdragelse og dannelse. Det er her, den etiske refleksion når frem til det, det hele egentlig kommer an på: praksis.
                      Hvad er problemerne med denne forståelse af etikken? Man kan give to svar, der hænger nøje sammen. For det første: Gælder det virkelig, at der kun er én handling, der er den rigtige i enhver konkret situation? For det andet: Begrunder den antikke etiske tænkning i tilstræk­kelig grad, at det er netop de dyder, man nævner, der er svaret på, hvad der et det gode for mennesker? Man kan derfor godt forstå, at man i det 18.-20. århundrede har udviklet både pligtetik og konsekventialisme, som netop søger at give mere udfoldede svar på (især) det andet problem. Men det må fastholdes, at allerede den antikke etik tager flere skridt i den retning, end det almindeligvis anerkendes.

Den nikomachæiske Etik (uddrag)
Indledning og oversættelse ved Troels Engberg-Pedersen, i Chr. Gorm Tortzen (udg.), Aristoteles om mennesket, København: PANTHEON, 1993, 43-88

 

Analyse:
Troels Engberg-Pedersen, Antikkens etiske tradition. Fra Sokrates til Marcus Aurelius, København: Akademisk Forlag, 2. rev. udg. 2017