Forskningsetik er en samlebetegnelse for den del af etikken som omhandler forholdet mellem forskere og forsøgsdeltagere og deres data. På dansk anvendes forskningsetik og videnskabsetik ofte synonymt, men på engelsk er der en betydningsforskel mellem ’research ethics’ og ’science ethics’ hvor ’research ethics’ betyder det samme som forskningsetik på dansk, mens ’science ethics’ er betegnelsen for videnskabernes interne etik, f.eks. i forhold til snyd og bedrag i videnskabelig forskning.

Forskningsetikken er i modsætning til mange andre områder af etikken formaliseret på forskellige måder, og i Danmark har vi haft en lov som regulerer forskning på det biomedicinske område siden 1992.

 

Forskningsetikkens historie
De forskningsetiske principper og systemer som vi har i dag er et resultat af en lang historisk udvikling som ofte har været drevet af forskningsetiske skandaler. Forskere har behandlet forsøgsdeltagere på en måde som har været åbenlyst uetisk, og samfundet har reageret på det. Den moderne forskningsetiks historie begynder ved den sidste af krigsforbryderretssagerne i Nürnberg efter anden verdenskrig hvor 23 læger og sygeplejersker (flest læger) blev anklaget for forsøg de havde udført på jøder og andre indsatte i de tyske koncentrationslejre. Nogle af forsøgene var ganske bizarre med klare forbindelser til den nazistiske ideologi, f.eks. om man kan ændre en persons øjenfarve fra brun til blå eller om man kan gøre homoseksuelle mænd heteroseksuelle ved brug af mandlige kønshormoner. Andre af forsøgene forsøgte at besvare militær-medicinske spørgsmål, f.eks. om hvordan man bedst genopliver stærkt nedkølede personer eller hvordan man bedst behandler infektion i komplicerede knoglebrug. Men fælles for alle forsøgene var at de ikke tog nogen form for hensyn til de mennesker forsøgene blev udført på, og at de i mange tilfælde ledte til forsøgspersonernes død. I forbindelse med retssagen udformede dommerne Nürnbergkoden der indeholder 10 principper for etisk acceptable forsøg, heriblandt principper om at forsøgspersoner skal give deres samtykke til forsøgsdeltagelse (princip 1), at de har ret til at trække sig tilbage fra forsøget (princip 9), og at den risiko som forsøgspersonerne udsættes for skal begrænses (princip 4 & 5).

Nürnbergkoden havde begrænset indflydelse på hvordan medicinsk forskning rent faktisk blev udført i 1950erne og 1960erne, måske fordi principperne blev opfattet som begrænsninger der kun gjaldt for forskning udført af onde, nazistiske læger.

I løbet af 1960erne blev flere og flere etisk problematiske forsøg beskrevet, og det ledte til at Verdenslægeforeningen vedtog en deklaration om forskningsetik i 1964, den såkaldte Helsinki Deklaration som er grundlaget for den måde vi tænker biomedicinsk forskningsetik i dag. Helsinki Deklarationen er siden 1964 blevet opdateret flere gange, sidst i 2024.

 

De forskningsetiske principper
Forskningsetikkens hovedformål er at beskytte forsøgsdeltagernes interesser og rettigheder i en forsøgssituation hvor der ofte er en betydelig asymmetri i viden og magt. Forskeren ved altid mere om forsøget end forsøgsdeltagerne, og står ofte i en social magtfuld position, f.eks. som den læge som også er forsøgsdeltagerens behandler.

Forskningsetikken operationaliserer beskyttelsen af forsøgsdeltagerne gennem:

• Informeret samtykke
• Ubetinget ret til tilbagetrækning
• Forrang for forsøgsdeltagernes interesser
• Forhåndsgodkendelse af forsøget fra en uafhængig videnskabsetisk komité

Det frivillige informerede samtykke er forskningsetikkens hovedhjørnesten. Hvis en mulig forsøgsdeltager giver samtykke på grundlag af have fået og have forstået en detaljeret og fuldstændig beskrivelse af forsøget og implikationerne af deltagelse, så har vedkommende accepteret de risici som er beskrevet og de elementer i forsøget som ellers ville være krænkelser af almindelige rettigheder som ret til selvbestemmelse og til kropslig integritet. Et sådant samtykke er naturligvis kun gyldigt, hvis det er afgivet frivilligt.

Den ubetingede ret til tilbagetrækning fra forsøget sikrer at forsøgsdeltagerne selv kan beskytte sine interesser og rettighederne i løbet af forsøget. De kan simpelthen sige ’Nu vil jeg ikke være med mere’. Retten til tilbagetrækning er nødvendig hvis forsøgsdeltagerens forhold ændrer sig i løbet af forsøget, hvis der er elementer i forsøget som de ikke helt forstod da de gav samtykke, f.eks. hvad en koloskopi rent faktisk indebærer, eller de mister tilliden til forskerne.

Forskning er vigtig fordi den kan besvare vigtige spørgsmål, og lede til løsninger af vigtige problemer. I en pandemi er forskning f.eks. nødvendig for at udvikle en effektiv vaccine. Hvis et samfundsmæssigt problem er stort og akut er der en fristelse til at lade samfundets interesser få forrang, og f.eks. svække krav til informeret samtykke eller øge den risiko som forsøgsdeltagere kan udsættes for. Forskningsetikkens princip om at forsøgsdeltagernes interesser altid går forud for forskernes og samfundets interesser har som formål at forhindre at vi giver efter for denne fristelse.

Overholdelsen af de forskningsetiske principper sikres gennem de uafhængige videnskabsetiske komitéer. Før forskerne begynder at rekruttere forsøgsdeltager må de indsende en detaljeret forskningsprotokol til den videnskabsetiske komité og få komitéens godkendelse. Forskningsprotokollen beskriver bl.a. forskningsspørgsmålet, forsøgsprocedurerne, og information og samtykke. Komitéen vurderer forholdet mellem forskningen nytte, hvor vigtigt er det at få besvaret forskningsspørgsmålet og den risiko forsøgsdeltagerne udsættes for, og går igennem informationsmaterialet for at sikre at forsøgsdeltagerne får fuldstændig information før de bliver spurgt om at give samtykke.

 

Åbne forskningsetiske spørgsmål
Der er en række åbne og til en vis grad kontroversielle spørgsmål omkring forskningsetikken og den måde den er blevet formaliseret på det biomedicinske område. Her vil vi kort se på tre af dem:

• Hvordan skal vi tænke om forskningsetik udenfor det biomedicinske område
• Er det nogensinde acceptabelt at bedrage forsøgspersoner?
• Skal forskningsetikken modificeres hvis forskningen udelukkende anvender persondata som allerede er indsamlet til andre formål?

I Danmark er forskningsetikken udelukkende formaliseret ved lov i forhold til biomedicinske forsøg, men der er megen forskning som ikke er biomedicinsk, f.eks. socialvidenskabelig og pædagogisk forskning. Gælder de samme forskningsetiske principper for al forskning med mennesker, og skal vi have forskningsetiske systemer for andre typer af forskning også? Forskere på andre områder modsætter sig ofte hvad de ser som en ’biomedicinsk kolonisering’ af deres forskningsområder, og påpeger at den type forskning de foretager er væsensforskellig fra biomedicinsk forskning. Antropologen som lever i måneder eller år med den gruppe de forsker på kan ikke beskrive forskningsprocessen detaljeret på forhånd, og kan ikke søge informeret samtykke fra alle de mennesker de møder og som er del af forskningen. Og, socialvidenskabelig og anden forskning udsætter ikke forsøgspersonerne for risiko for kropslig skade og krænker ikke deres ret til kropslig integritet. Imod dette kan man argumentere for at socialvidenskabelig og anden forskning faktisk kan skade forsøgsdeltagerne, f.eks. hvis et interview om traumatiske barndomsoplevelser reaktiverer disse traumer, eller hvis en ny form for pædagogik viser sig at føre til mindre læring; og at en beskyttelse af retten til selvbestemmelse kræver informeret samtykke fra forsøgsdeltageren.

Det forekommer umiddelbart plausibelt at hævde at vi aldrig må bedrage forsøgsdeltagere. At bedrage andre er generelt etisk uacceptabelt, og hvis vi bedrager forsøgsdeltagerne kan de ikke give et gyldigt samtykke fordi de ikke er blevet fuldt informeret om forsøget. Men der er forskningsspørgsmål i psykologi, herunder socialpsykologi hvor forsøgsdesignet som giver det mest retvisende svar kun kan gennemføres hvis vi bedrager forsøgsdeltagerne om forsøgets formål eller om detaljer i forsøget. Den mest almindelige form for bedrag er at informationen som bliver givet inden forsøget er sand, men ikke fuldstændig. Den beskriver forsøgsproceduren, men giver ikke en fuldstændig beskrivelse af hvad forsøgets egentlige formål er. Hvis vi f.eks. vil studere ubevidst bias i visuel perception i et forsøgsdesign hvor vi præsenterer forsøgsdeltagerne for en række portrætter af mænd og kvinder fra forskellige etniske grupper og måler hvor hurtigt de kan klassificere det enkelte portræt som en mand eller en kvinde, kan forsøgets formål beskrives som ’Et forsøg om visuel perception’ eller som ’Et forsøg om ubevidst bias i visuel perception’. Begge beskrivelser er sande, men det er kun den sidste som er fuldstændig. Der er stadig ikke enighed om denne type af bedrag er acceptabel, men den er ikke usædvanlig i eksperimentel psykologi.

Hver dag opsamles og lagres store mængder data rutinemæssigt om hver af os, ofte uden at vi er bevidste om det. Disse data indsamles af det offentlige system og af mange private aktører og kan bruges til værdifuld forskning. Det rejser spørgsmålet om det er etisk acceptabelt at genbruge data til forskning uden at søge informeret samtykke fra de personer data handler om? For at tillade forskning på data uden samtykke taler at vi på den måde kan besvare vigtige forskningsspørgsmål, f.eks. om børnevaccination forårsager autisme, at det ofte i praksis vil være umuligt at indhente samtykke fra alle de berørte personer, at vi som samfundsborgere bør være villige til at bidrage med vore data, og at forskning på data sjældent medfører nogen risiko for enkeltpersoner. Imod at tillade forskning på data uden samtykke taler at forskningen ikke er risikofri, men kan lede til stigmatisering af befolkningsgrupper, og at rette til selvbestemmelse også er en ret til at kontrollere brugen af data om mig.

Thomas Ploug & Søren Holm. Medicinsk Etik - En lærebog. FADLs Forlag, 2024. (Kapitel 9 – Forskningsetik)

 

Hjemmesider
Hjemmeside for Den Nationale Videnskabsetiske Komité (NVK) og De Videnskabsetiske Medicinske Komitéer (VMK) som behandler ansøgninger om etisk godkendelse til biomedicinske forsøg i hele Danmark https://videnskabsetik.dk/  

Verdenslægeforeningens Helsinki Deklaration https://www.wma.net/policies-post/wma-declaration-of-helsinki/