Humanistisk etik hævder grundlæggende, at etikkens værdier og normer udspringer fra mennesker, at de først og fremmest gælder for mennesker og henvender sig til mennesker. Den henter m.a.o. sit grundlag og sin orientering i et humanistisk livs- og menneskesyn, hvor teologisk etik (fx kristen etik eller islamisk etik) henter det i et teologisk.

Jeg vil i det følgende først sige lidt om den humanistiske etiks fødsel, dens opblomstring i renæssancen og dens moderne udformning, dernæst lidt om humanistisk etiks modsætninger og endelig lidt om humanistisk etiks styrker og udfordringer.

Den humanistiske etiks fødsel kan på sin vis dateres ret nøjagtigt. I 300-tallet f.v.t. holdt Aristoteles en række forelæsninger, som undersøgte, hvad der skal til for at et menneskeliv bliver vellykket. Der fandtes ikke et ord for det studium, men Aristoteles foreslog at kalde det etik (som en afledning af det græske ord ethos). Etik var således i sin oprindelse humanistisk, for den handlede som sagt om, hvad mennesker har at gøre for at et liv går godt for det menneske, hvis liv det er. 

Siden Aristoteles har humanistisk etik været forbundet med en filosofisk antropologi, en lære om menneskets natur eller væsen. Aristoteles’ eget svar var naturalistisk: mennesket er naturgroet (dvs. ikke skabt), det er et dyr, men et dyr med nogle bestemte særtræk. Nogle steder bestemmer han mennesket som et rationelt dyr, andre steder som et socialt dyr. Den dobbelthed har været på den humanistiske etiks dagsorden lige siden:  På den ene side ideen om mennesket som rationelt, autonomt, selvberoende og suverænt og på den anden side ideen om mennesket som emotionelt, afhængigt, forbundet og sårbart. Den første har især inspireret til forskellige former for regel- eller principbaseret etik (fx nytteetik og pligtetik), hvor den anden især har inspireret til forskellige former for dannelses- og relationsetik (fx dydsetik og omsorgsetik).

Renæssancens humanister, f.eks. Pico della Mirandola fremelskede ideer om menneskets medfødte skaberkraft og evne til selvudvikling. Den humanistiske etiks fremmeste opgave blev at bakke op om menneskets frie selvudfoldelse i kunst og tænkning, ofte i en livsfarlig opposition til den teologiske etik. Immanuel Kant forankrede etikken i det han anså for menneskets særkende og udmærkelse: dets fornuft og sans for moralitet. Moralen udgår fra menneskets fornuft og den både omfatter og henvender sig til væsener udstyret med fornuft og moralsk sans. Humanistisk etik er ikke i almindelighed så ensidigt voluntaristisk som hos Pico eller rationalistisk som hos Kant, men peger på en bredere palet af unikke menneskelige egenskaber, herunder evnen til at knytte bånd, skabe og drømme. Det betyder at etikken ikke blot kræver at vi viser respekt for ethvert menneske som fornuftsvæsen, men også som et væsen med egne, unikke relationer, tilknytninger, skaberværker, drømme og fremtidsforventninger.

Skåret ind til benet tager humanistisk etik ifølge den amerikanske filosof Ronald Dworkin udgangspunkt i to ”præ-etiske” principper:

1.   Det er fra en upartisk betragtning af lige stor vigtighed, at ethvert menneskes liv bliver vellykket snarere end forspildt.

2.  Enhver person har en særlig opgave i forhold til at få sit eget liv til at blive vellykket.[i]

Det første princip hævder, at alle mennesker, deres mange forskelle til trods, besidder et basalt ligeværd. Det andet, at hvert enkelt menneske har et særligt ansvar for sit eget liv og derfor må tilstås retten til at leve det i selvstændighed og frihed. I det perspektiv lægger humanistisk etik op til en (bredt forstået) liberal vision om frihed, lighed og solidaritet. Og den insisterer på, at det etiske perspektiv aldrig kan abstrahere fra det enkelte menneskes perspektiv.

 

Humanismens modsætninger: naturalisme og funktionalisme
Ud over erklæringen om at mennesket kan klare sig selv uden guddommelig styrelse førte renæssancens selvsikre betoning af menneskets særstatus i de følgende århundreders tænkning på godt og (måske mest) ondt til et skarpt skel mellem mennesket som bevidst eller åndeligt væsen og resten af den levende natur, som tiltagende ”affortryllet”, alene bestående af fysiske objekter og styret af mekaniske kræfter. Dermed opstod desuden en modsætning mellem det humanistiske menneskesyn og det naturalistiske. Den moderne, snævrere, naturalisme forstår mennesket med naturvidenskabelige begreber fra fysik, biologi, genetik osv. og dermed bliver etik primært et spørgsmål om behovstilfredsstillelse og evolutionær succes. Humanismens etiske normer tager derimod afsæt i de humanistiske videnskabers begrebsliggørelse af mennesket som bl.a. et forstående, fortolkende, meningsskabende og værdisøgende dyr.

Det humanistiske menneskesyn står samtidig i modsætning til det funktionalistiske, hvor mennesket alene forstås ud fra sin funktion i en større struktur, som kan være teologisk eller samfundsmæssig. I visse former for teologi er mennesket blot en lille brik i et større kosmologisk drama, hvor menneskelivets mål ligger hinsides det verdslige. Et menneskelivs værdi måles på, om det realiserer en vilje, der ligger uden for mennesket. I totalitære politiske ideologier bliver Historien eller abstrakte politiske mål i stedet den normative ramme og retning for menneskelivet. Her gøres et menneskes værdi alene op i den pågældendes bidrag til revolutionen, bruttonationalproduktet, konkurrenceevnen eller samfundets militære slagstyrke.

Humanistisk etik insisterer på det enkelte menneskes egetværd. Et liv er kun godt, hvis det faktisk er godt for den pågældende selv. Et menneskelivs værdi må måles med menneskelige alen, dvs. humanistiske værdier så som autonomi, integritet, selvrespekt, empati, forståelse, nysgerrighed og leg. 

 

Problem: Etikken ikke længere hugget i sten
Renæssancehumanismens og oplysningstidens opgør med religiøse autoriteter førte en sejlivet bekymring med sig, nemlig om etikken kan bevare sin rolle som sikker afgørelsesinstans og handlingsvejledning. Som én af Dostojevskijs romankarakterer siger: ”Hvis Gud er død, er alt tilladt.” Humanistisk etik benægter dette og gør gældende, at fraværet af en ekstern moralsk lov i stedet må føre til en menneskeliggørelse af moralen: at forankre den i menneskelige behov og følelser eller i individuel eller kollektiv menneskelig fornuft.

Spørgsmålet er desuden, om der er nogen vej udenom og om etikken, når det kommer til stykket, nogensinde har hentet sin autoritet i religiøse åbenbaringer eller dogmer. Blev det f.eks. pludselig rigtigt at elske sin næste som sig selv, fordi Jesus sagde det eller sagde Jesus det, fordi det er rigtigt? Ved nærmere eftertanke er kun sidstnævnte mulighed tilfredsstillende. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner udsteder Jesus da heller ikke noget dekret, han minder sine tilhørere om en moralsk sandhed, de i forvejen kendte til. De fleste mennesker evner også at tage selvstændig, individuel stilling til om stening er moralsk forsvarlig på rent menneskelige præmisser, dvs. igen uden at rådføre sig med religiøse autoriteter. 

 

Problem: Ophøjelsen af mennesket på den øvrige naturs bekostning
Humanismens ophøjelse af mennesket har i moderne tid været koblet til en ekstrem bemægtigelse af naturen, hvor naturens værdi alene handler om dens nytte for mennesker. Bagsiden af humanismen er en fremmedgørelse fra og vold mod naturen, som har ført til en klima- og biodiversitetskrise, som også udgør en eksistentiel trussel mod menneskeheden.

Der er grundlæggende to forskellige svar på denne problematik. Det ene er at frakende mennesket dets særstatus i forhold til andre levende væsener og den materielle verden. Et naturalistisk menneskesyn kunne pege i retning af en sådan ”flad ontologi”: mennesket er ikke andet end et dyr eller en ansamling af elementarpartikler. Det andet svar er en mere oplyst humanisme, som betoner at en snæver antropocentrisme ikke er god for mennesker heller. Et menneske, der lukker sig om sig selv får et fattigere liv og det samme gælder for en menneskehed, der lukker sig om sig selv. Menneskelivet bliver åndeligt forarmet uden en modtagelighed for de værdier, der udgår fra noget andet end mennesket selv: naturen, universet eller det guddommelige. Måske er et sådant mere religiøst livssyn ikke forbeholdt teologisk etik.

 
[i] R. Dworkin, Justice for Hedgehogs, Harvard University Press 2011, kap 9 og 11.

Hvad angår øvrige kilder er opslaget om "humanisme" i Den Store Danske (forfattet af Jørgen Fafner) fortræffeligt: https://lex.dk/humanisme 

En glimrende bred indføring i (humanistisk) filosofisk etik er Jørgen Husted, Etik, moral og værdier (Philosophia 2005).