Forestil dig at du står overfor at skulle opereres, og at der lige er kommet en ny operationsmetode. Lægen der skal foretage operationen, kan vælge mellem den gamle metode og den nye, hvor den eneste forskel er, at den nye vil give dig færre efterfølgende gener. Hvilken metode bør lægen og du vælge? Svaret er enkelt: I bør naturligvis vælge den behandling, som forvolder færrest gener. Lad os i stedet springe til et andet endnu mere hverdagsagtigt dilemma. Du har tænkt dig at besøge din gamle bedstemor på plejehjem, men er nu også lige blevet inviteret i biografen af en ven. Hvad bør du gøre? Hvis det betyder meget for din bedstemor, at du kommer på besøg hos hende og muntrer hende op, og du blot vil kunne se din ven og filmen på et andet tidspunkt, da er det oplagt at lægge vejen forbi bedstemoren. Hvis det omvendt er tilfældet, at biografturen betyder meget for dig og din ven, og at du blot kan besøge din bedstemor senere, uden at det vil gøre nogen nævneværdig forskel, da synes det oplagt, at du bør vælge biografturen. 

                      De to små historier er eksempler på situationer, vi alle møder i vores hverdag, hvor der skal træffes beslutninger om, hvad der er det rigtige at gøre. Det historierne har tilfælles med mange andre af den slags hverdagsdilemmaer, er, at vi vurderer, hvad vi bør gøre, ved at se på hvad konsekvenserne af vores valgmuligheder er. Den er netop denne tankegang, der helt generelt er udfoldet i den etiske teori, som kaldes ”konsekventialisme”. Når vi skal finde ud af, hvordan vi bør handle, skal fokus alene være på konsekvenserne af vores handlinger, og vi bør vælge det handlingsalternativ, der har de bedste konsekvenser. Lidt mere teknisk formuleret siger konsekventialismen at: den etisk rigtige handling er den blandt alle handlingsalternativer, der maksimerer det, der er godt. Når teorien formuleres på den måde, er det klart, at den kræver yderligere forklaring. For hvad er det for konsekvenser, der skal anses for gode? Dette svarer konsekventialisme dog i sig ikke på. Men andre ord, så er konsekventialisme en slags overbegreb, som dækker over mange mere præcise etiske teorier, som varierer alt efter, hvordan det gode specificeres. Tilfælles har de dog, at det alene er konsekvenser af en vores handlinger, der afgør, om vi handler etisk rigtigt eller forkert. 

                      Den historisk set traditionelle variant af konsekventialisme kaldes ”utilitarisme”. Ifølge utilitarismen er det eneste, der har etisk værdi livskvalitet. Utilitarismen foreskriver med andre ord, at den rigtige handling er den, der skaber mest mulig livskvalitet. I de ovennævnte eksempler er det oplagt, at den nye operationsmetode vil være den, man bør vælge, fordi den vil være bedst for min livskvalitet (jeg undgår gener). Tilsvarende vil beslutningen om, hvorvidt jeg bør gå i biografen eller besøge min bedstemor, være bestemt af hvilke af de to alternativer der skaber mest mulig samlet livskvalitet. Naturligvis vil det kræve yderligere præcisering at fastslå, hvad man skal forstå ved livskvalitet. Hvad er det der bidrager til at gøre vores liv bedre eller mindre gode? Den slags teorier har utilitarister derfor også udviklet. Ligeledes må også man kunne sige noget om, hvad der bestemmer mængden af livskvalitet, og det er der naturligvis også udviklet teorier om. Men selv uden den slags mere præcise teorier virker det oplagt, at det (alt andet lige) vil være bedre for min livskvalitet, hvis jeg lider mindre efter en operation frem for mere. Det vigtige her er dog blot at forstå, at utilitarisme er én udgave af et konsekventialistisk syn på etik. Hvis man i stedet hævder, at ikke kun livskvalitet, men fx også frihed, skal anses for i sig selv at have etisk værdi, da er man ikke længere utilitarist, men tilslutter sig en anden variant af konsekventialisme. 

                      I de to historier med lægen om bedstemoren, virker det som sagt oplagt, at svaret på hvordan man bør handle, må afhænge af, hvad der har de bedste konsekvenser. Men hvis svaret virker oplagt, er der så nogen, der vil være uenige med fortalere for konsekventialisme? For bedre at forstå konsekventialisme, er der oplagt at kaste et blik på dens traditionelle etiske modstykke, nemlig deontologi. Selvom deontologi har været defineret på lidt forskellige måder gennem tiden, er den typiske moderne definition, at deontologien siger at: der er nogle handlinger, det er forkert at udføre, også selvom det vil have de bedste konsekvenser at udføre dem. Tag for eksempel en velkendt handling som det at lyve for andre. Hvis man hævder, at selve handlingen at lyve er forkert, uanset hvilke konsekvenser handlingen har, så er man deontolog. For en konsekventialist vil sagen forholdes sig anderledes. Normalt vil det have mange dårlige konsekvenser at lyve for andre (man kan miste venner, gensidig tillid, med mere). Men hvis der er tilfælde, hvor det faktisk har de bedste konsekvenser at lyve (hvis det fx kan hjælpe til at trøste en sorgfuld ven), så er det det, man bør gøre set fra et konsekventialistisk perspektiv. 

Vi kan også forstille os et andet mere dramatisk eksempel, der kan vise forskellen mellem de to måder at anskue etik på. Hvis man hævder, at det altid er en forkert handling at slå et andet menneske ihjel uanset konsekvenserne, så er man deontolog. For en konsekventialist vil sagen igen forholde sig anderledes. Normalt vil det naturligvis have mange forfærdelige konsekvenser at slå et andet menneske ihjel. Men hvis der er tilfælde, hvor det faktisk vil have de samlet set bedste konsekvenser – som fx hvis det at dræbe en terrorist er den eneste måde, man kan undgå, at en skole med skolebørn blive sprunget i luften – så vil det være det rigtige at gøre ud fra et konsekventialistisk synspunkt. For konsekventialister er der altså ingen handlinger, der isoleret set er forkerte; det hele afhænger af, hvad der kommer ud af vores handlinger. 

                      Skal man illustrere den konsekventialistiske tilgang til etik ud fra et lidt bredere samfundsmæssigt perspektiv, kan straf af kriminelle tjene som eksempel. Hvis en person har begået en forbrydelse, giver vi normalt vedkommende en straf. Det kan fx være et fængselsophold. Men hvornår er det etiske set berettiget at straffe en person ud fra en konsekventialistisk tankegang? Det korte svar er, at det er berettiget, når straf har bedre konsekvenser end ikke at straffe (altså når straffen er det mindste onde). Hvis det at straffe en kriminel, kan føre til, at der bliver mindre kriminalitet i samfundet (altså hvis straffen har en præventiv effekt), så er det berettiget at straffe. Hvis andre metoder er bedre til at opnå en kriminalitetsforebyggende effekt end fængselsstraf, så bør vi benytte dem. Men hvis det skulle vise sig, at det ikke har de bedste konsekvenser at straffe, så vil denne praksis ifølge konsekventialismen være forkert. Det vil jo være en statslig handling, der ikke fører noget godt med sig. 

                      Når man hører om konsekventialisme, er et ofte stillet spørgsmål, om der er muligt at overskue konsekvenserne at ens handlinger. Hvis man ikke kan det, så kan man jo heller ikke finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre. Dette er en velkendt udfordring for konsekventialismen. Men det er vigtigt at forstå, at konsekventialister naturligvis ikke hævde, at man altid kan forudsige alle konsekvenser af handlinger. Nogle gange kan vi højest sige, at nogle konsekvenser er mere sandsynlige end andre. Men i så fald skal dette (sandsynligheden) tages med i betragtning, når vi sammenholder de mulig udfald af vores handlingsalternativer (nøjagtigt som vi i øvrigt ofte gør, når vi handler). Der kan dog også være tilfælde, hvor man slet ikke ved, hvad konsekvenserne af en handling vil være. Men i så fald, er det ikke muligt for os forlods at fastslå, hvad det rigtige er. Fra et konsekventialistisk syn er det dog ikke underligt. Hvordan skulle man inden kunne afgøre om det ene eller det andet er rigtigt, hvis man reelt ikke ved, hvad der følger af ens handlinger? 

Enden anden udfordring der har været rejst overfor konsekventialismen, er, at det kan være særdeles krævende for os hele tiden at skulle gøre det, der har de bedste konsekvenser. Svaret på den indvending har dog typisk været, at det for så vidt er korrekt, at teorien er krævende, men at det er vigtigt at huske, at konsekventialisme ikke er en teori om, hvordan vi mennesker faktisk handler, men om hvordan vi bør handle, samt at det formentligt ofte er tilfældet, at vi mennesker gør noget, der ikke gør verden til et bedre sted. 

• Ryberg, Jesper. ”Normativ etik efter 1960” i Poul Lübcke (red). Engelsk og amerikansk filosofi. Politikens Forlag, 2003.
• Ryberg, Jesper. Retsfølelsen: En bog om straf og etik. Roskilde Universitetsforlag 2006.