Begyndelsen
En forårsdag i begyndelsen af 1960´erne åbnede den amerikanske marinebiolog, forfatter og naturforkæmper Rachel Carson (1907-1964) sit køkkenvindue og undrede sig over en ting… stilheden. Der var ingen fuglesang. Det viste sig, at fuglene var døde af at spise insekter, der levede på marker, der var sprøjtet med kemikalier, der skulle sikre afgrøderne mod skadedyr. Oplevelsen førte til, at Carson skrev bogen The Silent Spring (Det tavse forår), der udkom i 1962. 

Bogen ses i dag af mange som en skelsættende udgivelse, der for alvor bragte de miljøproblemer, som den teknologiske og økonomiske udvikling i den vestlige verden havde ført med sig, på den offentlige dagsorden. Rachel Carson ses derfor som en af de vigtigste skikkelser i den moderne miljøbevidstheds historie og som inspirator til de miljøbevægelser, der findes i dag (Greenpeace, Friends of the Earth, WWF Verdensnaturfonden, NOAH m.fl.).

Også på universiteterne vakte Carsons bog opsigt og begrebet miljøetik begyndte at dukke op i filosofiske miljøer i den vestlige verden i løbet af 1960´erne og blev hurtigt en egentlig disciplin indenfor filosofien på linje med andre former for anvendt etik, så som medicinsk etik. Disciplinen har siden knopskudt i utallige retninger og dens temaer er blevet mere eller mindre indoptaget i så forskellige felter som teologisk etik, politisk økologi og feministisk teori.

 

Etik
Etik handler om at undersøge, hvad det gode er… i sig selv. Man kan jo godt undersøge, hvad der er en god is eller en god måde at bygge en bro på. Men i begge tilfælde er man ude efter, om det fænomen, som man undersøger, har den ønskede virkning. Smager isen godt og kan man køre over broen uden at ende i vandet? Is og broer er gode for noget, men det etisk gode er godt i sig selv. Tag et fænomen som sandheden. Er det godt at sige sandheden i sig selv – eller det godt at sige sandheden fordi, at det har nogle afledte konsekvenser, som vi sætter pris, fx at andre mennesker har tillid til os eller at det er nemmere at huske, hvad man sagt til andre, hvis man har sagt sandheden. 

Er det sidste tilfældet, så er det ikke sandheden som sådan, der er god i sig selv, men andre menneskers tillid eller det ikke at blive fanget i et spind af sine egne løgne. Og de kan så igen vise sig at være gode for noget andet. Så etikken søger det gode i sig selv.

Det har mennesket tænkt over, så langt tilbage i tiden, som vi kan se. Ur-Nammu-loven, der blev nedskrevet i byen Ur i det nuværende Irak for mere end 4.000 år siden rummer forbud mod mord, brandstiftelse og ægteskabsbrud. Det forkerte er med til at vise os, hvad man dengang tænkte var det rette, det gode. Selv her 4.000 år senere bygger lovgivningen stadig på etik. Gennem loven søger vi at beskytte det rette og det gode.

Mennesket er uløseligt indfældet i verden. Og da det op gennem 1960´erne blev mere og mere synligt hvilke spor af ødelæggelse i natur og miljø, som den vestlige verdens samfundsform gennem sin teknologiske udvikling og vækst trækker i biosfæren, så blev etikken interesseret i miljø og natur. For er naturen noget, som vi skal tage vare på for vores egen skyld eller har den en betydning i sig selv, er den god i sig selv og det er derfor, at vi ikke må ødelægge den? Eller som den danske teolog K.E. Løgstrup (1905-1981) formulerede det: Kan vi kun opføre os dumt overfor naturen, eller kan vi også opføre os skamløst?

 

Miljøetikkens mange ansigter
Siden 1960´erne har tænkere indenfor alle de klassiske etiske teorier som kontraktetik, nytteetik, pligtetik og dydsetik og teologer fra snart sagt alle religioner, søgt at inddrage naturen og miljøet i deres tænkning. Den feministiske tænkning har i særdeleshed inddraget miljøetiske spørgsmål i arbejdet og søgt at vise sammenhængen mellem undertrykkelsen af kvinder og ødelæggelsen af naturen. Så der er selvsagt mange teorier, der fører til meget forskellige forståelser af, hvordan mennesket bør handle i forhold til naturen, men de har alle det til fælles, at de søger at besvare spørgsmålet: har naturen en betydning (en værdi) i sig selv eller er den kun værdifuld, fordi den er værdifuld for mennesker. Det sidste betegnes som, at naturen har instrumentel værdi.

I dag kan man opdele de mange positioner i nogle overordnede kategorier for at få et overblik

A: Antropocentrisme (fra græsk άνθρωπος = menneske). En teori, der siger, at kun mennesket har en betydning i sig selv. Ofte begrundet under henvisning til menneskets intelligens og frie vilje. Alt andet kan mennesket betragte som en ressource, der står til dets rådighed

B: Sentientisme (fra engelsk sentience = bevidsthed). En teori, der siger, at alle væsener, der har en oplevelse af deres egen tilværelse (kan have velfærd) rejser en etisk fordring til dem, der kan handle etisk, om at tage hensyn til deres velfærd. 

C: Biocentrisme (fra græsk βίος = liv). En teori, der siger, at alt levende har en betydning i sig selv, som mennesket bør respektere i det omfang, at det er muligt. Det levende har en ret til at udfolde sine muligheder uden menneskets indblanding. 

D: Økocentrisme (fra græsk  οἶκος =husholdning). En teori, der siger, at alt, der eksisterer, fra økosystemer over floder og klipper til individuelle væsener, har en betydning i sig selv. Mennesket er en del af et biosfærisk fællesskab, som det skal nære, ikke udnytte.

 

Gør det en forskel?
Det klassiske spørgsmål at stille til en etisk teori er: ”hvad skal vi så gøre?”. Svaret på det kræver i første omgang, at teorien besvarer spørgsmålet, der er skitseret ovenfor: ”hvem har betydning i sig selv?”. I den vestlige kulturkreds, herunder Danmark, er svaret på det spørgsmål antropocentrisk, iblandet et vist mål sentientisme. De fleste er enige om, at mennesker skal behandles som betydningsfulde sig selv og ikke bør reduceres til blot at være instrumenter for andre. Ligeledes er der i en vis grad en etisk – og juridisk beskyttelse – af beviste væsener. Det kommer til udtryk i fx lovgivning omkring, hvad man må udsætte produktionsdyr, forsøgsdyr mm. for. Man kan så diskutere, om den lovgivning fungerer i praksis, men i teorien er dyr, som vi gennem forskning har afgjort har en bevidsthed om deres eget liv, til en vis grad beskyttet. De kan ikke kun anvendes som ressourcer, men rejser en etisk fordring til os om at tage vare på dem i mere eller mindre omfang.

De to andre positioner, biocentrisme og økocentrisme, er meget svære at finde spor af i de vestlige samfunds ideologier. Det levende og naturen som sådan, anses for at være en ressource og intet andet. Man skal til naturreligioner, østlig filosofi og lignende for at finde sådanne tanker og derfor er mange af disse positioner i den vestlige miljøetik da også inspireret herfra.

Hvad vi stiller op i praksis i forhold til fx klimaforandringer og biodiversitetskrisen bliver til dels afgjort af, hvem og hvad man mener har en betydning i sig selv. Typisk vil naturbeskyttelsen blive større og større jo længere vi bevæger os hen mod et økocentrisk udgangspunkt. Helt overordnet kan man sige, at jo mere det er antropocentrismen, der er i højsædet, jo mere går løsningerne på at lave om på verden gennem fx bioteknologi, imens, at de økocentriske positioner i langt højere grad mener, at det er mennesket, der skal ændre sine samfundsstrukturer, så de passer ind i de økologiske sammenhænge, som mennesket lever i.

 

Slutningen
Rachel Carson var en af de første, der i moderne tid satte ord på den naturødelæggelse, som her snart 70 år senere udgør en betydelig trussel mod ikke alene mennesket, men tusinder og atter tusinder af andre arter. Den miljø- og naturpolitik, der både i Danmark og globalt er blevet ført for at håndtere problemerne har været gennemsyret af antropocentrisk tankegang – og det synes rimeligt at sige, at den ikke har haft den store effekt. Carsons ord fra 1962 synes derfor lige så aktuelle nu, som dengang: At beherske naturen’ er et udtryk født af arrogance — et ekko fra biologiens og filosofiens neandertalertid, dengang man stadig bildte sig ind, at naturen var skabt for menneskets bekvemmelighed.