Hvad er nærhedsetik?
Ordet ’nærhedsetik’ er en forholdsvis løs betegnelse for nogle ideer om etik, der har det tilfælles, at der fokuseres på det umiddelbare forhold mellem et ’jeg’ og ’den anden’ eller et ’du’. Det centrale synspunkt er, at menneskets grundlæggende erfaringer af at have et ansvar, finder sted i mødet med ’den anden’, dvs. med en konkret anden person, og at disse erfaringer peger tilbage på nogle uforanderlige (ontologiske) strukturer ved det menneskelige samliv.
                      De vigtigste tænkere der har udfoldet nærhedsetikken, er danskeren Knud E. Løgstrup (1905-1981) og den (litauisk-) franske Emmanuel Levinas (1906-1995). Nærhedsetikken rækker tilbage til impulser fra dialogfilosofien, hvor den jødiske tænker Martin Buber (1878-1965) og østrigeren Ferdinand Ebner (1882-1931) er centrale navne, og til impulser fra Martin Heideggers (1889-1976) eksistentielle ontologi. 

Tillid, magt og fordring
K. E. Løgstrup indleder bogen Den etiske fordring (1956) med en analyse af ’tillid’: Når vi mødes, nærer vi normalt en naturlig tillid til hinanden, hævder han. Det gælder både når det er en bekendt vi møder og når det er en vildt fremmed person vi møder. Tillid er et grundtræk ved vort menneskeliv, den er ”elementær”, som Løgstrup siger. Nu kunne man jo prøve at hævde det modsatte, altså at mistilliden er naturlig og et elementært træk ved den menneskelige tilværelse, men det afviser Løgstrup med et spidsfindigt argument: Når vi tænker nærmere over det, så viser det sig nemlig, at hvis vi nærer mistillid til en anden person, så er der altid en eller anden grund til det. Vi kan f.eks. have erfaret, at denne person ikke altid er til at stole på, og så vil vi selvfølgelig ikke vise tillid til ham eller hende. Vi vil reservere os. For Løgstrup er det afgørende her, at der er en grund til at være mistroisk, mens det ikke kræver en begrundelse at vise tillid. På den måde viser det sig, at tillid er et elementært fænomen, mens mistillid ikke er elementær, men er en suspension af tilliden.
                      Imidlertid: Når vi umiddelbart viser tillid til hinanden, så betyder det også, at vi udleverer os til hinanden, vi får magt over hinanden. Vi lever i ’interdependens’. Løgstrup formulerer det med en metafor, der gik hen og blev en slags emblem på hans etiske tænkning: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd” (DEF p. 25). Det af den andens liv, man holder i sin hånd, kan være meget eller lidt. Det kan være om man løfter eller tynger den andens stemning, men det kan i nogle situationer også være, om den andens liv lykkes eller ej. Det er på baggrund af en sådan blottelse og sårbarhed, som tilliden medfører, at den fordring, som bogen handler om, springer frem. Fordringen handler om at man skal ”…tage vare på det liv, som tilliden lægger i vor hånd” (DEF p. 28).
                      Denne etiske fordring karakteriserer Løgstrup bl.a. som uudtalt og radikal. Pointen heri er, at der udmærket kan være forskel på det, som den anden faktisk beder mig om, og det som fordringen kræver af mig. Fordringen handler om, at jeg skal hjælpe – tage vare på – den anden, men det er ikke det samme som at gøre alt det, den anden beder mig om. Det vil bare være eftergivenhed. Det der kræves er, at jeg selv skal vurdere, hvad der bedst hjælper den anden, og så kan det godt ske, at den anden bliver skuffet eller ligefrem forbitret, men det må jeg tage med. Fordringen er ensidig og radikal, dvs. den er rettet mod mig, ikke mod den anden. Hvordan den anden reagerer, er i sidste ende ikke noget, jeg bør forsøge at kontrollere.  

Hjemlighed, ansigt og ansvar
E. Levinas har en anden måde at beskrive den erfaring af ansvar, der ligger i det interpersonale forhold. ’Den anden’ kan være hvem som helst, en kollega, en ven, eller en som jeg ikke har noget forhold til. Men hans pointe er, at i det øjeblik, hvor jeg møder en person i nød, da erfarer jeg umiddelbart, at jeg har et ansvar for denne person, uanset om det er en gammel bekendt eller en jeg ikke kender. I nøden bliver den anden ’fremmed’. Det er dét, han kalder mødet med ’ansigtet’.
                      Udgangspunktet for hans beskrivelse kalder han ’hjemmet’. ’Hjemmet’ er det daglige liv, hvor vi går på arbejde, bearbejder naturen (naturen i meget vid forstand), og forvandler den til mad og ting og sager, som vi kan bringe med ’hjem’ og leve af. I arbejdet udøver vi magt over naturen og håndterer vores afhængighed af den – vi skal jo leve af noget – til en slags uafhængighed. Det basale træk ved denne magt er overhovedet at forstå hvad ’det’ er – ’det’ er et stykke jord der kan dyrkes, et dyr der kan spises, et træ der kan blive til tømmer osv. At forstå hvad noget er, vil sige at gøre det tilgængeligt for vore formål og relaterer det til vores ’hjem’.
                      Mødet med den nødlidende anden vender op og ned på hele denne indretning. Den anden er i sin nød ’fremmed’ og ’uforståelig’ i den forstand, at jeg her møder ’noget’, som jeg ikke kan bruge som ’materiale’ til at bygge mit hjem, noget som jeg ikke kan udøve ’magt’ over. Tværtom bliver den andens nød til et spørgsmål om hvorvidt jeg har ret til mit hjem. Har jeg ret til at spise mit brød, når den anden er sulten?
                      Dette at møde ’ansigtet’ er ikke blot at se et eller andet ansigt. Det er at høre den appel om hjælp, om at gribe ind, som er ansigtets primære betydning. Ansigtets fordring lyder hos Levinas (med et citat fra de ti bud): ”Du må ikke slå ihjel!” Det er en erfaring af at være ansvarlig for noget, der objektivt set ikke er ’min’ skyld, og dvs. det er et ansvar, der er uendeligt, som ikke kan indfries. Ansvaret fikserer jeg’et. Levinas skriver: ”Jeg er … nødvendig for retfærdigheden som den, der er ansvarlig hinsides enhver grænse … Jeg’et er en privilegeret eller en udvalgt” (TU p. 243). I Levinas tolkning er etikkens dybeste mening ikke et spørgsmål om at påtage sig et ansvar, men om at blive pålagt et ansvar. Etik handler heller ikke om at give noget til den anden, jeg alligevel godt kan undvære, men er et spørgsmål om at give noget, jeg selv har brug for.

Vi kan bestemme nærhedsetik som den tænkning der hævder, at det er i det konkrete møde vi erfare et ansvar. Dette ansvar er ikke et udryk for, at jeg’et frit har accepteret det, men har tværtom betydning af en fordring, et påbud, der retter sig mod den enkelte person, og som derfor ikke gælder ’alle og enhver’. Påbuddet eller fordringen er et karaktertræk ved den menneskelige tilværelse som sådan, og er på den måde både ontologisk og moralsk. Nærhedsetik er en variant af etisk realisme.
                      Det er værd at være opmærksom på, at nærhedsetik både er præget af eksistentiel-fænomenologisk filosofi og af religiøse tilværelseserfaringer. Levinas var jødisk intellektuel, Løgstrup var kristen intellektuel, og de var samtidig begge filosoffer. Ingen af dem anvender betegnelsen ’nærhedsetik’. Denne betegnelse går tilbage til en udgivelse af den norske filosof Arne Johan Vetlesen (Nærhetsetikk, 1996). Sindbilledet på nærhedsetik kunne være lignelsen om den barmhjertige samaritaner, og man kunne derfor også kalde den næstekærlighedsetik

Attraktive og problematiske sider af nærhedsetik
Det attraktive ved nærhedstikkens måde at tænke etik på, er, at den er erfaringsnær, at den er knyttet til det konkrete møde mellem et ’jeg’ og en ’anden’. Nærhedsetikken er genkendelig.
                      Det mere problematiske ved nærhedsetik ligger i, at et sådant konkret møde mellem to personer ikke siger ret meget om samfund, om det politiske og det fælles liv i større skala. Hvis vi f.eks. vil overveje, hvad der kendetegner gode og retfærdige institutioner, så får vi bedre hjælp andre steder.

• Frandsen, Henrik Vase: ”Emmanuel Levinas. Nydelse og generøsitet” i Regner Birkelund (red.): Eksistens og livsfilosofi. København, Gyldendal/ Munksgaard 2002.
• Levinas, Emmanuel: Totalitet og uendelighed. Et essay om exterioriteten. København, Hans Reitzels Forlag 1996 og senere (1. udgave på fransk 1961).
• Løgstrup, K. E.: Den etiske fordring. Århus. Forlaget Klim 2010 (udgivelsen er del af Klims Løgstrupbiblioteket og indeholder også et essay om Løgstrup af Hans Fink. Bogen udkom første gang på Gyldendal i 1956)
• Vetlesen, Arne Johan (red.): Nærhetsetikk. Oslo, Ad Notam Gyldendal 1996.

Links – Løgstrup
https://loegstrup.au.dk/
https://da.wikipedia.org/wiki/K.E._L%C3%B8gstrup
https://lex.dk/K.E._L%C3%B8gstrup 

Link – Levinas
https://da.wikipedia.org/wiki/Emmanuel_Levinas https://lex.dk/Emmanuel_Levinas
https://snl.no/Emmanuel_L%C3%A9vinas