Professionsbegrebet kan anvendes i en snæver og en videre betydning. I den snævre betydning er det kun officielt anerkendte grupper, f.eks. advokater, psykologer, sygeplejersker og læger som tæller som ’professioner’. I den videre betydning kan enhver gruppe som har et afgrænset arbejdsområde og ekspertise være en ’profession’.

Når vi taler om professionsetik anvendes professionsbegrebet i den snævre betydning hvor en profession er defineret ved officiel anerkendelse som en gruppe af personer som har et bestemt arbejdsområde eller virkefelt og en specifik ekspertise og specifikke kompetencer. Medlemmerne af en profession har ofte også specielle rettigheder og specielle pligter. Der er f.eks. ting som kun en advokat kan gøre på en gyldig måde, og handlinger som kun læger er forpligtet til at udføre. Nogle af disse specielle rettigheder og pligter er nu fastsat ved lov, mens andre findes i professionsetikken.

Professionsetik kan også anvendes i en snæver og en videre betydning. I den snævre betydning betegner ’professionsetik’ kun de professionsetiske regler og dokumenter som professionen formelt har forpligtet sig på, f.eks. Danske Fysioterapeuters Etiske Retningslinjer. I den videre betydning er professionsetikken både de formelle dokumenter, og professionens mere uformelle etik, de principper og værdier som alle, eller i det mindste de fleste af professionens medlemmer føler sig forpligtet på.

Bortset fra de dele af professionsetikken der er fastsat ved lov håndhæves professionsetikken af professionen selv. Dels uformelt ved at andre medlemmer kan udøve offentlig eller personlig kritik af dem som handler imod professionsetikken, dels i nogle tilfælde formelt ved at dem som handler imod professionsetikken kan blive ekskluderet af den professionelle forening.

Professionsetikken har traditionelt to aspekter. Den regulerer forholdet mellem professionens medlemmer (det interne aspekt) og den regulerer forholdet mellem professionen og samfundet og de klienter / patienter / kunder som professionen betjener (det eksterne aspekt).

Professionsetikken har en lang historie og i det første professionsetiske dokument for lægeprofessionen, den Hippokratiske Ed som medlemmer af den hippokratiske lægeskole sværgede når de blev optaget som medlemmer af lægelauget (Appendiks A), kan vi finde både det interne og det eksterne aspekt af professionsetikken. Den hippokratiske læge påtager sig forpligtelser overfor sine kolleger, og forpligtelser overfor de syge. Det samme kan vi finde i det Danske Lægeløfte fra 1815 som danske læger stadig sværger som betingelse for at få autorisation som læge, hvor der er forpligtelserne overfor de syge og overfor samfundet der fremhæves.

Den Hippokratiske Ed illustrerer også at professionsetikken ikke er statisk, men er under stadig forandring. Dagens læger skærer ubekymret for sten (blæresten), og opretholder ikke et skel mellem læger og kirurger; og de udskriver også fosterfordrivende midler til de kvinder som har ret til dem ifølge den danske abortlovgivning.

 

Hvorfor har vi professionsetik?
Hvorfor har vi professionsetik? Er det ikke nok at de professionelle overholder deres juridiske forpligtelser og i øvrigt handler som etisk reflekterende mennesker? Burde enhver læge ikke kunne indse at de ”ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn” uden at få hjælp af det Danske Lægeløfte?

Der er flere mulige begrundelser, som til en vis grad overlapper hinanden. En begrundelse for at have en eksplicit professionsetik er at det er en del af en implicit kontrakt mellem professionen og samfundet. Professionen får tildelt en bestemt formel og social magtposition og bestemte privilegier af samfundet, og forpligter sig på sin side til at forvalte sin magt og sine privilegier på en etisk acceptabel måde.

En anden mulig begrundelse er at professionsetikken er et ’markedssignal’, som skal signalere at medlemmer af professionen er troværdige, og mere troværdige end konkurrenterne. Mange professioner har historisk stået i en konkurrencesituation med andre grupper som tilbød lignende tjenester. Det er f.eks. ikke så lang tid siden at tandlæger ikke var de eneste som tilbød løsninger til dem som havde tandpine eller tandbylder.

Endeligt kan professionsetikken også være begrundet i et oprigtigt ønske fra professionens side om at have etiske principper og regler som gør at professionens medlemmer handler etisk korrekt i deres professionsudøvelse.

 

Hvem skal bestemme indholdet af professionsetikken?
Professionsetikken tilsigter at regulere forholdet mellem professionens medlemmer internt og mellem professionen, samfundet og klienterne. Det betyder at der er tre interessenter i forhold til professionsetikkens indhold, nemlig professionen, samfundet som helhed, og klienterne. Men traditionelt er professionsetikken blevet udformet udelukkende af professionen selv uden inddragelse af andre. Det Danske Lægeløfte er f.eks. skrevet af professor og læge Johan Daniel Herholdt. Det kan give mening for professionsetikkens interne aspekter, men er mere problematisk for de eksterne aspekter.

Det er umiddelbart klart at forholdene mellem professionen og de eksterne interessenter er tosidige forhold. Den professionelle er forpligtet på at handle i klientens interesse, men forholdets tosidighed indikerer at de regler og principper der regulerer forholdet bør gennemtænkes og bestemmes med bidrag fra begge sider.

Fra professionel side fremføres der ofte to argumenter for ikke at inddrage andre grupper i udviklingen af professionsetikken. Det første er ’hvor skoen trykker’ argumentet. Dette argument hævder at kun professionen selv fuldt ud kan forstå de etiske problemer som professionen har, og at der derfor er en god begrundelse for at overlade professionsetikken til professionen, og ikke at inddrage andre. Filosofisk set er dette argument beslægtet med standpunkts epistemologiske positioner (epistemologi er den disciplin som udforsker hvad viden er og hvordan vi opnår viden) som hævder at der er viden som kun de som står i en bestemt position, f.eks. som kvinde kan besidde. Uafhængigt af om standpunkts epistemologi giver mening som generel epistemologisk teori, har vi grunde til at betvivle argumentet i forhold til professionsudøvelse. Der er ingen gode grund til at tro at en antropolog som gjorde feltarbejde i sundhedssektoren ikke kunne komme til en forståelse af lægers og sygeplejerskers etiske problem som ikke er lige så god, eller måske endda bedre end de professionelles egen forståelse.

Det andet argument mod inddragelse af andre interessenter er at de professionelle kan repræsentere dem indirekte fordi de professionelle forstår klientperspektivet på de etiske problemer som professionsetikken handler om. Dette argument er i direkte modstrid med det første argument, for hvis det kun er advokater som kan forstå advokaters etiske problemer, er det også kun advokaternes klienter som kan forstå klienternes etiske problemer i mødet med advokater. Men der er også andre grunde til at betvivle argumentets gyldighed, som begrundelse for ikke at inddrage andre interessenter. Selv hvis det var rigtigt at de professionelle kunne forstå klientperspektivet fuldt ud, er der en selvstændig værdi i at lade klienterne repræsentere sig selv. At nægte at høre dem udtrykker manglende respekt for dem og deres interesser.

Et andet problem i at overlade professionsetikken til professionen er at professionen har et sæt af egne interesser, som kan være i modstrid med klienternes og samfundets interesser. For eksempel havde mange professioner i Danmark et reklameforbud i deres professionsetiske regler, indtil det blev indskærpet at et sådant forbud var i modstrid med generelle juridiske regler om begrænsning af konkurrence i markedet.

Danske Fysioterapeuters Etiske Retningslinjer https://www.fysio.dk/om-os/opbygning/rad-og-udvalg/etisk-rad/etiske-retningslinjer  

De Advokatetiske Regler https://www.advokatsamfundet.dk/media/eoyjp0en/de-advokatetiske-regler-1-september-2022.pdf  

Etisk Grundlag for Sygeplejersker https://dsr.dk/sygeplejeetisk-raad/etisk-grundlag-for-sygeplejersker/  

Etiske Principper for Nordiske Psykologer https://www.dp.dk/wp-content/uploads/2022/11/EtiskePrincipper.s.27-32fraDPRegelsaet-2021-24.pdf  

Lægeforeningens Etiske Principper https://laeger.dk/foreninger/laegeforeningen/etik/laegeforeningens-etiske-principper 

Appendiks A – Den Hippokratiske Ed
Idet jeg kalder lægeguden Apollon, Asklepios, Hygaia og Panakeia til vidne samt alle guder og gudinder, sværger jeg at ville holde efter evne og bedste skøn denne ed og kontrakt.

Jeg vil agte den, der har lært mig kunsten, lige med mine forældre og dele mit brød med ham og, når han behøver det, yde ham hans fornødenheder. Hans afkom vil jeg agte lige med mine brødre og lære dem denne kunst, hvis de ønsker at lære den, uden honorar og forskrivning.

Forskrifter og videnskabelig undervisning og al anden lærdom vil jeg meddele mine og min lærers sønner samt elever, der har sluttet kontrakt og er taget i ed efter lægelaugets lov, men ingen anden.

Diætetiske forskrifter vil jeg benytte til de syges gavn efter evne og bedste skøn, og hindre dem, der kan volde skade og fortræd.

Selv om jeg opfordres dertil, vil jeg ikke udlevere nogen dødelige gifte eller give noget sådant råd, ej heller give nogen kvinde fosterfordrivende midler.

Jeg vil bevare mit liv og min kunst rent og fromt.

Jeg vil ikke skære for sten, men overlade det til specialisterne.

I de huse, hvor jeg kommer, vil jeg komme til gavn for de syge, idet jeg holder mig fjern fra al bevidst uret og forførelse både i andre henseender og i kønslig, både over for kvinder og mænd, fri og slaver. Hvad jeg ser og hører i min praksis eller uden for praksis i menneskenes liv, hvad som ikke bør komme ud, det vil jeg fortie, idet jeg anser sligt for embedshemmelighed.

Når jeg handler efter denne ed og ikke bryder den, så lad det forundes mig at nyde godt både af mit liv og af min kunst, idet jeg nyder anseelse hos alle mennesker til evig tid. Men overtræder jeg den, og bliver ménsvoren, da times det mig det modsatte heraf.

 

J.L. Heibergs oversættelse

 

Appendiks B – Det Danske Lægeløfte 1815
Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret, at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.