Hvordan skal vi forstå forholdet mellem viden og etik? Den almindelige opfattelse er, at forholdet bygger på en arbejdsdeling, hvor videnskaberne beskæftiger sig med at beskrive og forklare kendsgerninger (altså hvordan verden er), mens etikken beskæftiger sig med værdier (altså hvordan verden bør være). Denne arbejdsdeling har været grundlag for størstedelen af den moderne videnskab såvel som for de fleste opfattelser af etik.

Tanken er, at det er vigtigt, at videnskabsfolk kan søge sandheden og ikke drage deres konklusioner ud fra egne etiske ståsteder. Om højreorienterede er gennemsnitligt bedre begavede end venstreorienterede (eller omvendt) er et empirisk spørgsmål, der handler om sammenhængen mellem to variable, nemlig politisk orientering og intelligens, og hvis en sådan sammenhæng eksisterer, gør den det uafhængigt af, om en given forsker selv mener, at den burde eksistere. Det at rense videnskaben for etiske værdier handler derfor ikke om, at videnskabens resultater ikke skal kunne bruges til værdifulde formål, for forhåbentlig kan de det. Det handler derimod om, at videnskabens resultater bør være fremkommet gennem metodisk arbejde, som er værdineutralt, så både forskere, der er venstre- og højreorienterede, vil nå til de samme konklusioner ved hjælp af de samme metoder.

Især den såkaldt positivistiske videnskabsteori har lagt vægt på videnskabernes værdifrihed. Man har insisteret på, at empiriske beskrivelser af verden og normative udsagn om etik og værdier er fundamentalt forskellige. Det har nærmest været filosofisk børnelærdom siden den skotske oplysningsfilosof David Hume i 1700-tallet, at man ikke med logisk gyldighed kan slutte fra ”er” til ”bør”, altså fra beskrivende udsagn om fakta om verden til vurderende udsagn om gyldigheden af normer og værdier (fx fra ”Gud er vores skaber” til ”derfor bør vi adlyde ham”, hvilket var Humes eget eksempel). I 1903 introducerede en anden filosof, G.E. Moore, begrebet ”den naturalistiske fejlslutning” som betegnelse for det (i hans øjne) fejlslagne forsøg på at definere det gode ud fra naturkendsgerninger.

Nogle positivister radikaliserede ideen senere i det 20. århundrede, bl.a. A.J. Ayer, der mente, at etiske udsagn (fx ”drab på uskyldige er moralsk forkert”) ikke kan udtrykke viden, da der ikke er noget etisk i verden at have viden om. Så etiske udsagn er blot en slags følelsesudtryk, der ikke siger andet end ”buh!” (til det man forkaster) og ”hurra!” (til det man er enig i). Man kan altså slet ikke have viden om etik. Man kan selvfølgelig godt undersøge, hvad mennesker synes er etisk rigtigt og forkert som en slags empirisk meningsmåling, men det er ikke et videnskabeligt spørgsmål at afgøre, om mennesker har ret i at synes det ene eller andet inden for etikken, for der er bare tale om deres subjektive følelser og fornemmelser.

Men er det virkelig korrekt? Er det virkelig ikke muligt at opnå gyldig viden om etik? Det afhænger af, hvad vi mener med disse begreber, og der findes et ældre perspektiv – nemlig dydsetikken – som tilbyder et blik på viden og etik som langt mere sammenvævede, end det overleverede perspektiv fra Hume og positivismen. Måske er der endda gode argumenter for, at man kun kan opnå viden på baggrund af visse etiske værdier, hvorved hele den simple distinktion mellem videnskab og værdi, fakta og etik, kollapser.

Det afgrundsdybe skel mellem viden og etik, der på mange måder placerede fakta i et objektivt hjørne og værdier i et subjektivt, opstod i kølvandet på den videnskabelige revolution fra renæssancen og frem. Galilei sagde, at naturens bog er skrevet i matematikkens sprog, så naturvidenskab handler om kvantitative forhold mellem størrelser, der vekselvirker og forandres efter princippet om årsag og virkning. Det lagde Newton til grund for sin fysik og naturbeskrivelse, men problemet er jo, at vi ikke bare oplever kvantiteter, men også kvaliteter som godhed, skønhed, mening og værdi. Det kvalitative måtte så høre til det subjektive og psykologiske, og herved opstod skellet mellem den ydre verden, som kan begribes værdineutralt og så den indre verden af subjektive følelser af værdi.

Hvis vi går langt tilbage i historien – længe inden renæssancen – til antikkens filosofi, kan vi finde et helt andet syn, hvor mening, formål og værdi blev anset for at være i verden og ikke blot er noget, vi subjektivt tillægger den. Måske kan det stadig være en frugtbar tilgang til en forståelse – ikke af den døde natur som fx vulkanudbrud eller planeters kredsløb – men af den levende? For kan vi virkelig forstå, hvad fx et hjerte er, uden en forståelse af hvad dette organ bør gøre, når det er udfører sin funktion i kroppen, som er at pumpe blodet rundt, så cellerne kan få ilt? Nej, bliver svaret fra et klassisk dydsetisk perspektiv. Et organ som et hjerte er defineret ved sin funktion og dermed ved de egenskaber (dyder), der muliggør, at det kan udføre sin funktion godt. På den måde er der ikke en fejlslutning i at gå fra ”er” til ”bør”, fx fra ”dette organ er et hjerte” til ”derfor bør dette organ pumpe blodet rundt i kroppen”, for det førstnævnte ”er” er allerede defineret ved det sidstnævnte ”bør”, hvis hjertet er defineret ved sin funktion.

En antik filosof som Aristoteles (som i øvrigt endnu ikke vidste, at hjertet er en pumpe) mente, at samme slags analyse var relevant for mennesker. Det er ikke blot organer eller menneskeskabte genstande som knive og ure, der har funktioner (og altså er defineret ved deres ”bør”), men også mennesker selv. Mennesker er med Aristoteles’ betegnelse både rationelle og politiske dyr, hvilket betyder, at vores natur er defineret ved evnen til fornuftig tænkning og tale samt evnen til at skabe, opretholde og forny politiske fællesskaber. Mennesker, der ikke formår at gøre dette på fornuftig vis, mangler noget væsentligt, ligesom et hjerte mangler noget væsentligt, hvis fx den ene hjerteklap er defekt.

Når vi taler om ”et godt menneske”, er det således ifølge dydsetikken muligt at sige noget faktuelt korrekt, ligesom det er et faktuelt spørgsmål, om et givet hjerte eller et ur faktisk er et godt hjerte eller ur. Man kan dermed have reel viden om etik ifølge dydsetikken. For etikken er (igen ifølge dydsetikken) den disciplin, der studerer, hvordan mennesker (og muligvis andre levende væsener) kan udfolde deres iboende natur, leve gode liv og dermed blive gode eksemplarer af deres slags. Og gode mennesker er selv en slags væsener, der har tilstrækkelig med etisk og praktisk viden til, at de kan omsætte den i deres handlingsliv og leve retfærdigt, modigt, medmenneskeligt osv.

Diskussionen kan også vendes den anden vej med spørgsmålet: Er det overhovedet muligt at have viden uden etik? Er det med andre ord muligt at forstå kendsgerninger uden værdier? Det mente positivisterne som bekendt, men i efterkrigstidens filosofi har mange forskellige tænkere sat spørgsmålstegn ved deres udgrænsning af værdier fra det videnskabelige felt. Jeg vil her blot omtale en enkelt filosof, som i nyere tid har argumenteret overbevisende for, at vi må forlade det skarpe skel mellem fakta og værdier, nemlig Hilary Putnam. Han mente, at alle fakta er ladet med værdier, og at alle værdier er ladet med fakta.

I en bog om sammenbruddet af distinktionen mellem fakta og værdier erklærede Putnam sig enig med positivismens kritikere i, at videnskab aldrig kan være værdifri. Når forskere fx vælger mellem konkurrerende hypoteser eller bedømmer relevansen og pålideligheden af forskellige teorier og data, så forudsætter de implicit, at det er muligt at fælde korrekte værdidomme. Positivismens rimelige fordringer til videnskaben om at være objektiv, åben for revision, pålidelig og søge de enklest mulige forklaringer, repræsenterer ifølge Putnam netop ikke en værdifrihed, men en tilslutning til bestemte værdier. For objektivitet, pålidelighed og simplicitet er naturligvis værdier. Som udgangspunkt er de såkaldt epistemiske værdier, som må lægges til grund for, at man kan udvikle gyldig videnskabelig viden, men i mange sammenhænge er de også etiske værdier. Objektivitet og pålidelighed således er i høj grad moralske fordringer til mennesker om at se en situation udefra og være til at stole på. Så hvis Hume og positivisterne mente, at alle værdier som sådan er subjektive, så bliver konklusionen den paradoksale, at al videnskab bygger på noget subjektivt! Og det er jo stik imod positivisternes ideal om videnskabelig objektivitet.

På den anden side afviste Putnam forskellige positivisme-kritiske argumenter for, at fordi videnskabelig praksis bygger på værdier, må det betyde, at videnskabelige resultater er relative eller subjektive. Dette argument er kun gyldigt, hvis det er sandt, at værdidomme nødvendigvis er subjektive. Hvis vi derimod som Putnam hævder, at værdidomme både kan være objektive og udtrykke erkendelsesindhold (”fx dette er et pålideligt eksperiment” eller ”dette var en overdreven brutal handling”) så kan vi konkludere, at faktuelle videnskabelige udsagn kan være objektive og korrekte, netop fordi de bygger på værdidomme, som i sig selv kan være objektive og korrekte.

Putnam mente, at man ikke kunne vide noget som helst, hvis ikke man implicit holdt visse etiske værdier i hævd (som eksempelvis objektivitet). I det lys er etiske værdier ikke udtryk for bias eller en slags slør mellem menneske og verden, som gør blind, men tværtimod en forudsætning for viden, herunder videnskabelig viden. Det kunne han hævde, fordi han mente, at etiske værdier kan give erkendelse, så der kan ikke være viden uden etiske værdier og ej heller etiske værdier uden viden.

Den relevante diskussion om forholdet mellem viden og etik bør derfor ikke handle om, hvordan man adskiller de to fra hinanden, men derimod om hvilke etiske værdier, som bør lægges til grund for en gyldig, pålidelig, nyttig, objektiv (man kan selv fortsætte rækken af tillægsord) videnskabelig praksis.